
Historier - Mikkel Robdrup

"Der er ikke tusindvis af mennesker, der arbejder med Linux Hosting i Danmark, så det er superfedt at få lov til at rode med de ting, der interesserer mig. Servere, DNS, ja, alt muligt spændende."
Ordene er fra Mikkel Robdrup, Jr. Systems Engineer i team.blue.
Og denne historie er om ham - og hans forhold til team.blue.
Læs om:
- Hvordan Mikkel blev en del af team.blue
- Hvad han får ud af at være i virksomheden – ud over sin løn, selvfølgelig
- Hvad han ikke vidste, før han blev ansat i team.blue
- Hvad virksomheden kan blive (endnu) bedre til ifølge ham.
- Hans top 3-kanaler i Slack (team.blues chatsystem)
God læselyst!
Hej Mikkel. Hvordan blev du en del af team.blue?
Det er 7 år siden efterhånden. Jeg ledte efter et arbejde, og så søgte jeg en stilling ved Simply.com – eller UnoEuro, som det hed dengang. Og så blev jeg ringet op for at høre, om jeg ikke ville komme til samtale på en stilling i ScanNet-supporten i stedet for.
Og det ville jeg gerne.
Samtalen var på én af de varmeste sommerdage nogensinde. Jeg havde set på Google Maps, at kontoret lå tæt på togstationen, så jeg tænkte, jeg bare lige kunne gå op ad Ladegårdsbakken.
Det kunne jeg også, men til samtalen.. Dér fik jeg altså drukket noget vand. Jeg fik heldigvis jobbet og startede ret hurtigt med at sidde i Curanet-supporten derefter.
Hvad får du ud af at være i team.blue?
Lidt af det hele, synes jeg. En masse fagligt.
team.blue er jo et sted, hvor du kan dykke ned i ting, som du har svært at finde andre steder i Danmark. Der er ikke tusindvis af mennesker, der arbejder med Linux Hosting i Danmark, så det er superfedt at få lov til at rode med de ting, der interesserer mig. Servere, DNS, ja, alt muligt spændende.
Og så har jeg også en masse gode kolleger. Mange af dem er blevet til gode venner også, som jeg laver en masse med i min fritid - og selvfølgelig også her på kontoret.

Hvad vidste du ikke, før du blev ansat i team.blue?
Jeg har tænkt lidt over det..
Nu er det som sagt 7 år siden, jeg startede, og jeg tror ikke, at der har været én eneste dag, hvor jeg ikke har lært noget nyt.
Så der må have været rigtigt meget, jeg ikke vidste, da jeg startede. Og der er heller ingen tegn på, at det er ved at holde op eller at jeg har lært det hele.
For nyligt skiftede jeg fra Supporten til Linux-afdelingen, og her snakkede jeg med Frands (red: Mikkels nye leder) om, at det er lidt sjovt for mig at gå fra at være én af dem i Supporten, der ved allermest, til at være én af dem i Linux, der ved allermindst.
Men det er fint. Jeg vil også gerne lære en masse.
I Supporten havde jeg mange forskellige opgaver, og i Linux sidder jeg med nogle meget specifikke ting. Det kan fx være de ting, der kører på vores Linux-servere. Det kan være MySQL eller nginx eller HAProxy. Ja, alt muligt.
Jeg sidder ikke længere og snakker i telefon med folk hele dagen. Det har været en omvæltning, men jeg tror også, det er godt for mig med en pause efter mere end 6 år på telefonen.

Hvad kan team. blue blive bedre til, synes du?
Jeg er faktisk ret enig med Laura. (red. læs hendes portræt her)
Det er nærmest de samme ting, jeg vil have sagt. Vi er blevet meget store i den tid, jeg har været her. Lokalerne er blevet større fysisk, og vi sidder længere væk fra hinanden.
Og her synes jeg, at for meget af vores kommunikation sker gennem vores tekstkanaler. Altså gennem Slack, Jira og så videre.
Jeg synes, vi mister lidt, når vi ikke bare lige går hen og siger ”Det er bare sådan, du gør”. Tager den fysiske dialog. Snakker sammen. Det kunne jeg godt tænke mig noget mere af.
Jeg kommer selv fra Supporten, så hvis der er et eller andet spørgsmål fra Supporten, hvor jeg synes det giver bedre mening lige at gå ned og tage en snak, ja, så gør jeg gerne det. Og det synes jeg giver meget.
I sidste ende er det nok noget, den enkelte medarbejder er nødt til at gøre selv, men fra virksomhedens side kunne man måske lave flere arrangementer mellem specifikke afdelinger. Dele os lidt op og sige ”Nu er det den her afdeling og den her afdeling, som skal lave noget sammen, og nu er det dem her”. Det kunne være sjovt.

Har du tre Slack-kanaler du gerne vil fremhæve?
Ja, jeg kunne godt tænke mig at fremhæve:
- #dk-random. Den synes jeg er fantastisk. Den er ikke helt lige så vild, som den har været, men stadig.. Der kommer nogle gode ting en gang imellem. En afstemning om, hvem der kan lide blomme i madeira, eller noget andet random. Når jeg kan se, at der er kommet noget nyt, er jeg altid lige nødt til at kigge forbi, fordi jeg ikke ved, hvad det kan være.
- Og så #dk-gaming, selvfølgelig. Dér følger jeg også lidt med. Jeg bruger kanalen til at få inspiration til nye spil. Nyheder om nye spil, og også hvad andre i virksomheden synes, det er interessant at spille.
- Og så #dk-internet-of-things. Den er også god. Den handler meget om gadgets. Lir. Det er altid sjovt at følge med i. Jeg har ikke selv så mange gadgets, som jeg tidligere har haft, men jeg har da nogle Sonos-højtalere og lidt Philips Hue. I min nye afdeling i Linux er der rigtig mange gode idéer, men jeg er ikke selv kommet i gang med det.